De fire økologiske principper

De fire økologiske principper et fundament for et bæredygtigt fødevaresystem. Og i dag, hvor fødevareproduktionen udgør en stor belastning for klima og biodiversitet er de fire økologiske principper mere aktuelle end nogensinde før.

Du kender det danske ø-mærke, som sikrer dig, at der er ført myndighedskontrol med de økologiske fødevarer. Men vidste du, at der ligger mere end et mærke og en kontrol bag økologien?

Økologiens fire principper er en vision og et værdimæssigt, globalt fundament for hele den økologiske bevægelse og en retning, der skal sikre, at økologiske fødevarer bliver udviklet og produceret med rødder i det økologiske tankesæt.

Principperne sundhed, omsorg, retfærdighed og balance er udtryk for det bidrag, som økologien har til måden vi forvalter naturens ressourcer og til hvordan, vi så skånsomt som muligt dyrker, forarbejder, forbruger og spiser.

Økologi er levende og naturlig

Økologisk produktion er baseret på det levende og naturlige i en levende og stadig mere globaliseret verden, som vokser og forandres. Økologien følger med, og de fire økologiske principper guider vejen, så det økologiske fundament stadig står stærkt uanset, hvordan udviklingen sker. Principperne er formuleret for, at økologien kan imødekomme miljømæssige, strukturelle og teknologiske forandringer i samfundet.

Man kan sige, at økologien står fast uden at være urokkelig.

Det er af forandring og udvikling, at principperne udspringer. Fra at være en relativ lille og eksklusiv bevægelse, som opstod i slutningen af 1800-tallet, blev økologien mere udbredt op gennem 1970’erne og 1980’erne. Samtidig gennemgik landbrugserhvervet og andre dele af fødevareerhvervene en udvikling, der indebar anvendelse af øget brug af syntetiske pesticider, genmanipulation og tilsætningsstoffer.

Økologien havde derfor brug for et fælles udgangspunkt og en fælles holdning til netop den udvikling. Ikke mindst for at kunne være et konkurrencedygtigt alternativ på et fødevaremarked, som også blev mere og mere globaliseret.

Arbejdet med at formulere og kvalificere de økologiske principper, som er en form for grundlov for økologien, blev faciliteret af den internationale økologiske organisation IFOAM, der inddrog økologiske organisationer fra hele verden.

De fire økologiske principper sundhed, omsorg, retfærdighed og balance er derfor en vision og retningsgivende værdier for økologiske producenter over hele verden.

I dag, hvor fødevareproduktionen udgør en belastning for bl.a. klima og biodiversitet, er de fire økologiske principper vigtigere end nogensinde før som guide til et langt mere bæredygtigt fødevaresystem, der vægter ansvarlig forvaltning af klodens ressourcer, høj dyrevelfærd, mere af det grønne på tallerkenen, plads til et mangfoldigt dyre- og planteliv i og ved markerne, rent drikkevand og mindre spild.

De fire økologiske principper er indbyrdes afhængige. Sammen udgør de en stærk værdikæde for et bæredygtigt fødevaresystem.

Luk (Esc)